Hvis du, ligesom jeg, har hang til romantiske komedier, så har du nok allerede set Netflix-serien ’Nobody Wants This’, der fik premiere i efteråret 2024. Hvis du endnu ikke har fået den set, så er det vist bare at komme i gang.

Når hovedpersonerne er henholdsvis rabbiner og professionel podcaster, er der brug for en alvorlig omgang kemi, for at få plottet til at fungere. Det kunne have været plat, men er det heldigvis langt fra. Muligvis fordi det er Kristen Bell og Adam Brody, der spiller henholdsvis podcastvært og rabbiner.

Joanne (Kristen Bell) og Morgan (Justine Lupe) er søstre og har en succesfuld podcast sammen

Joanne (Kristen Bell) og Morgan (Justine Lupe) er søstre og har en succesfuld podcast sammen. Fra episode 1 af Nobody Wants This | Foto Netflix © 2024

Seth Cohen er blevet voksen

Adam Brody har ikke gjort meget væsen af sig siden 00’erne, hvor han var med i en af årtiets største seriehits, The OC. Den fik mig (og hobevis af andre teenage-piger) til at drømme om bad boys med et hjerte af guld, i dette tilfælde den småkriminelle Ryan Atwood, der får husly hos den rige og godhjertede familien Cohen. Adam Brody spillede den charmerende og nørdede søn i familien, Seth Cohen, der bliver sidekick til Ryan Atwood.

I Nobody Wants This spiller han Noah Roklov, en ung rabbiner, der slår op med kæresten Esther, efter hun har fundet en forlovelsesring i hans skuffe. For at hjælpe tingene på vej, så venter Esther nemlig ikke på at blive friet til, men begynder bare at gå med ringen. Noah er dog ikke så begejstret, og dropper den stakkels Esther, bare fordi hun var lidt på forkant.

Kristen Bell (Joanne) og Adam Brody (Noah) i episode 8 af Nobody Wants This.

Kristen Bell (Joanne) og Adam Brody (Noah) i episode 8 | Foto Adam Rose/Netflix © 2024

Den nyfundne kærlighed er ikke slutningen

I en anden ende af byen sidder Joanne. Hun har en succesfuld podcast med hendes søster, hvor de taler om sex og dating i en moderne verden. Joannes eget kærlighedsliv går ikke særlig godt, men kan levere en festlig kavalkade af kiksede datinghistorier, som hun deler ud af i podcasten.

Da Joanne og Noah mødes til en fest hos en fælles veninde, er der åbenlys kemi imellem dem. Da hun finder ud af, at han er rabbiner, har hun svært ved at tro på det. Til gengæld er Noah ærgerlig over, at Joanne er meget langt fra den jødiske pige, som både hans familie og arbejdsplads forventer, han finder sammen med.

Men da det er svært at fornægte den slags tiltrækning, som Noah og Joanna har, så ender de selvfølgelig på en date og finder kærligheden. Den slags historier har vi hørt tusind gange før, så det er heldigvis langt fra slutningen. Nobody Wants This handler nemlig ikke at finde sammen, men hvordan man får kærlighed og tosomhed til at fungere i en moderne verden, hvor både samfund, omgangskreds og egne mentale barrierer gør det svært.

Sasha (Timothy Simons) er Noahs bror, der ikke er den skarpeste, men bare gerne vil bevare freden, i episode 4 af Nobody Wants This.

Sasha (Timothy Simons) er Noahs bror, der ikke er den skarpeste, men bare gerne vil bevare freden, i episode 4 af Nobody Wants This. Foto: Hopper Stone/Netflix © 2024

Både sjov og rørende

Jeg har muligvis set for mange kvalmende kærlighedsfilm i december, men Nobody Wants This er i en helt anden boldgade. Indholdsmæssigt er den en fjern slægtning til ’And Just Like That’, bare langt mere charmerende. Ikke et ondt ord om Carrie, Charlotte og Miranda, som jeg altid vil have et blødt punkt for, men ’Nobody Wants This’ har noget af den magi, som Sex and the City havde engang.

Det er ikke kun Joanne og Noah, der gør serien tiden værd. Alle karaktererne er velskrevne, specielt Joannes søster, Morgan og Noahs bror, Sascha. På overfladen ligner de umiddelbart begge den klassiske sidekarakter, der primært skal være sjov og give gode råd til hovedpersonen.

Men udover at være sjove, har de heldigvis også mere at byde på. For eksempel, da Sascha er alene hjemme og ved et uheld er blevet lidt mere skæv end planlagt, men stadig formår at støtte sin kriseramte teenagedatter, der pludselig kommer ind ad døren. Det var både sjovt og rørende.

Kort sagt kan ‘Nobody Wants This’ varmt anbefales og kan streames på Netflix.