I den knugende og mørke vinter, hvor verden kan virke en smule overvældende, så er en smule Jeff Goldblum aldrig helt skidt. Den amerikanske skuespiller, der er kendt for sin finurlighed, er også en eminent skuespiller. Både hans finurlighed og talent er perfekt castet i Netflix-serien Kaos, der er en genfortælling af græsk mytologi.

Jeff Goldblum spiller rollen som den megalomane Zeus, der egentlig hygger sig meget godt i sit mansion på Olympen. Det er dog kun indtil menneskene på jorden fejler fatalt, da et nyt monument til hans ære bliver skændet. Det vil han selvfølgelig ikke finde sig i, og sætter derfor alt ind på at finde den skyldige.

Mens Zeus plotter hævn, sker der flere ting på jorden, der ved første øjekast er urelaterede, men alle tråde samles som historien skrider frem. Eurydike, der bliver kaldt Riddy, er muse for den succesfulde musiker Orfeus, men hun kæmper med sine forsvundne følelser for ham. Det ved han dog intet om, så da Eurydike dør uventet, er Orfeus forblændet af sorg og sætter sig for at redde hende fra dødsriget.

Oraklet Cassandra (Billie Piper) og Riddy (Aurora Perrineau) i Kaos, der kan ses på Netflix.

Oraklet Cassandra (Billie Piper) og Riddy (Aurora Perrineau) i Kaos, der kan ses på Netflix.

En eksplosion for sanserne

I stedet for oldtidens Grækenland foregår Kaos i en verden, der mest af alt minder om Miami i 90’erne. Skaberne af serien var efter sigende inspireret af stilen Baz Luhrman-filmen Romeo & Juliet fra 1996, der beholdt Shakespeares berømte linjer, mens scenografi og kostumer fik én over nakken. Hvis man tilsætter en smule Gianni Versace og Miami, så er det der, hvor Kaos hører hjemme.

Det betyder blandt andet at Zeus vimser rundt i et adidas-lignende tracksuit af velour, og der i det hele taget er en skøn blanding af farverige prints, satin og solbriller. Janet McTeer spiller Hera med en graciøsest og arrogance, der er godt hjulpet på vej af garderoben.

Måske er jeg forudindtaget på grund af min kærlighed til netop Romeo & Juliet, der fik min hjerne til at eksplodere, da jeg så den for første gang på mit helt eget selvindkøbte VHS-bånd i mine tidlige teenageår. Det var før de magiske streaming-tider, vi lever i nu, så det, at jeg selv havde købt både Scream og ’Romeo & Juliet’ i gode gamle Fona på Nytorv i Aalborg, var begivenheder, der satte store spor i min voksende kulturelle bevidsthed.

Gudinden Hera bliver spillet af Janet McTeer (Netflix)

Gudinden Hera bliver spillet af Janet McTeer (Netflix)

Skuespillere i verdensklasse

Tilbage til Kaos. Serien, der desværre ikke får en anden sæson på Netflix, fordi den ikke opnåede de ønskede seertal, er en perle, du ikke skal snyde dig selv for. Selv hvis du ikke har den store fidus til græsk mytologi, er der masser af gode grunde til at dykke ned i Kaos. For det første er den spækket med skuespillere i verdensklasse. Det er ikke filmstjerner, udover Jeff Goldblum, men folk der bare er virkelig gode til deres fag.

Nu var jeg lige ved at glemme, hvorfor lige præcis Jeff Goldblum er så fantastisk som Zeus. Goldblum er indbegrebet af finurlighed, og er derfor lige præcis så fjollet, som Zeus skal være i alt hans storhedsvanvid. Jeg blev mindet om, at han faktisk også er en ekstraordinær skuespiller udover bare et være en stor personlighed, i de øjeblikke, hvor Zeus bliver truende og farlig. Der er ikke megen skrig og skrål, men er i stedet bare et lille skift bag øjnene, der giver kuldegysninger.

Se Kaos på Netflix.