Verden var en anden i 1986, da filmen ’Top Gun’, der handler om en genial og vild pilot med masser af trauma i bagagen, fik premiere i biografen.  Tom Cruise spiller hovedrollen som Pete ’Maverick’ Mitchell, der (selvfølgelig) er meget talentfuld, og derfor bliver inviteret på en flyveskole for eliten.

Maverick har dog også et vovemod, der gør hans overordnede usikker på, om han er den bedste mand, de kan sende i krig. Derudover har han også lavet lidt ballede med admiralens datter, Penny Benjamin, så Maverick er mildest talt ikke populær.

På skolen møder han Iceman (Val Kilmer) – en anden studerende, der er lige så dygtig som Maverick, men gør alt efter bogen og mener, at Maverick er farlig. Han har en pointe, men det er selvfølgelig Tom Cruise, som publikum skal holde med.

Mavericks makker er Goose (Anthony Edwards), som han selv siger, er den eneste familie, han har. Goose har til gengæld en kone og en lille søn derhjemme, så han har lidt mere på spil end Maverick.

Død og kærlighed

Næsten som lavet efter en skabelon, er der selvfølgelig også en kvinde, der i første omgang ikke er modtagelig overfor Mavericks charme. Denne kvinde hedder Charlie (Kelly McGillis), og er civil instruktør på flyveskolen. Hun har en Ph.d. i astrofysik, og er egentlig mest interesseret i en klassificeret oplevelse, som Maverick har haft med en MiG. Nu vil jeg ikke spoile noget, men mon ikke hans charme overvinder hende til sidst?

Maverick er til gengæld plaget af uvisheden over, hvad der skete med hans far, der også var pilot. Han døde under en mission, der er blevet klassificeret, men Maverick håber at kunne udnytte forbindelserne på flyveskolen til at finde sandheden.

Da Goose mister livet i en tragisk ulykke, tvinger det Maverick til at indse livets forgængelighed, og han mister for et øjeblik noget af den kant, der gjorde ham til en farlig, men også ekstraordinær, pilot.

Efterfølger er ren nostalgi

’Top Gun’ fik en lidt fesen premiere, men langsomt spredte ordet sig og den er sidenhen blevet en af 80’ernes helst store action-klassikere. Den er blevet refereret utallige gange i andre film – hvor den mest mindeværdige nok er parodien ’Hot Shots!’ fra 1991 med Charlie Sheen i hovedrollen.

I 2022 kom der en efterfølger til den originale Top Gun, nemlig ’Top Gun: Maverick’. Der er 38 år imellem de to film, men Tom Cruise ser ikke ud til at være ældet mere end max 15 år. I alle de mellemliggende år har han øvet sig i at være actionhelt, så det er en toptrænet skuespiller, der endnu engang tager Pete ’Maverick’ Mitchells flyverjakke på.

Top Gun: Maverick læner sig tungt op ad den nostalgi og kærlighed, som mange har til den originale film. For eksempel er introsekvensen nærmest genskabt 1:1, med den lille undtagelse, at det ikke kun er de heltemodige mænd, der kan blive optaget på flyveskolen ’Top Gun’, men også kvinder.

Stadig en ’Maverick’ 38 år senere

Efter en gentagelse af den legendariske intro på hangarskibet, hvor der er masser af liv på flyvedækket, er vi på besøg hos gode gamle Pete ’Maverick’ Mitchell. Han er i topform og bor muligvis sammen med en flyver. I hvert fald så har han beholdt sin gamle jakke og motorcykel, som han bruger til at komme på arbejde.

Pete er stadig en ballademager, så han er ikke steget meget i graderne, men har til gengæld fået et topsejt job. Han er militær testpilot, og er netop på vej for at teste den hurtigste flyver nogensinde. Jeg har ærlig talt ikke meget forstand på tekniske termer for hastigheder, men Mach 10, som testflyveren skal nå for at være en succes, lyder af pænt meget.

På vej til arbejde får Maverick af vide, at der er nogen på vej for at lukke projektet ned. Det skal dog ikke stoppe Pete, så derfor skynder han sig, så de kan komme i liften og nå målet om Mach 10 inden den sure Kontreadmiral (spillet af en dejlig gnaven Ed Harris) ankommer. Flyet kommer over grænsen, men den trænede testpilot kan ikke lade være med at presse videre, så det styrter og totalskades. Så Pete ’Maverick’ Mitchell har endnu engang gjort sig upopulær.

Han får en sidste chance, og bliver bedt om tage tilbage til Top Gun-skolen og træne en gruppe unge piloter til en næsten umulig mission. Blandt dem er Bradley ‘Rooster’ Bradshaw, søn af Mavericks trofaste makker Goose fra første film.

Fortiden spøger i Top Gun: Maverick

Igennem årene har Maverick støttet Rooster. Men der er ikke meget kærlighed mellem dem, da de mødes på Top Gun. Man får med tiden af vide, at Maverick annullerede Roosters ansøgning til flådeakademiet og derfor forsinkede hans karriere med fire år.

Top Gun: Maverick er en nostalgi-fest uden lige, hvor der er masser af call backs til første film. Der er sikkert en del flere end jeg opdagede. Bare det, at den nye kærligsinteresse også kommer fra første film. Det er dog ikke Charlie, men Penny Benjamin (Jennifer Connelly), der kun blev nævnt kort som admiralens datter i starten af den første ’Top Gun’.

Kort sagt, så burde Top Gun: Maverick være en irriterende omgang, der udelukkede ville lukrere på publikums kærlighed til den første. Den gør rigtig meget for at genkalde originalen, men det mærkværdige er, at det fungerer.

Først og fremmest, så er action-sekvenserne eminente. Der blev talt rigtig meget om dog fights og flyversekvenserne i det hele taget, da filmen kom ud. De ligner ikke nogen, der er optaget på en greenscreen, hvilket er noget Tom Cruise efterhånden har gjort til sit varemærke. Flere af skuespillerne blev filmet, mens de sad i et fly, der blev fløjet af en trænet pilot fra Søværnet. Derudover blev der gjort meget ud af at fortælle, der kun blev brugt minimalt CGI.

Historien virker desuden heller ikke som noget, der er blevet skrevet for at passe til de vilde stunts. De fleste karakterer har fået en baghistorie, der lige præcis er dyb nok til at passe til en solid omgang popcornhygge. Det er et kæmpe projekt, hvor forventningen nok hele tiden har været at have en ganske solid indtjening. Til gengæld bilder jeg mig også ind at man kan mærke den kærlighed til filmhåndværk og publikum, som Tom Cruise også er blevet berømt og berygtet for.