Foto: Paramount Pictures

Anmeldelse
Babylon (2022)
3 timer 9 minutter
Medvirkende: Margot Robbie, Brad Pitt, Diego Calva, Tobey Maguire
Instruktør og manuskriptforfatter: Damien Chazelle

Filmen Babylon kom i biografen i 2022, da vi alle så småt var på vej ud af corona-boblen og ud i samfundet igen. Handlingen foregår i stumfilmens storhedstid, hvor Hollywood var et sted, der var fuld af dekadence og filmmagi. Byen tiltrak massevis af håbefulde skæbner, der ville være en del af magien og troede på løftet om et bedre liv. Men de blev alle spyttet ud før eller siden, når byen og branchen var færdige med dem.

Historien om filmbranchens tidligste guldalder bliver ofte fortalt med en linse, der giver perioden en glans af glamour. Men det er bestemt ikke tilfældet i Babylon. Med et bagtæppe af pulserende jazz-musik og vridende kroppe starter fortællingen i syndens hule til en dekadent fest, hvor alle lyster bliver udlevet, så længe man kan betale og klø de rigtige på ryggen. Der er bjerge af kokain, festklare elefanter og gamle grisebasser, der hviner af fryd over et gyldent bad fra en ung starlet.

Tempoet bliver kun sænket igennem kortvarigt igennem den tre timer lange fortælling, der hvirvler så hurtigt afsted, at handlingen desværre til tider er til at overse.

Vi følger flere hovedpersoner, der er på vidt forskellige steder i deres karriere. Der er blandt andet Nellie LaRoy (Margot Robbie), som lige kommet til byen med en kuffert fyldt af stjernedrømme, selvtillid og uforløste traumer. I en verden, hvor alle kan erstattes med en fingerknips, får Nellie serveret en mulighed, da en anden skuespillerinde får en overdosis til samme fest, som Nellie har snydt sig adgang til. Nellie bliver en succes og kæmper sig til stjernestatus i den flygtige filmbranche.

Men intet varer evigt, og da talefilmen begynder at vinde indpas, er det ikke kun den bondske Nellie LaRoy, der mærker jorden brænde under sig.

Vi møder også Jack Conrad (Brad Pitt), der hviler trygt i rollen som en af byens højt-feterede førsteelskere. Han skifter ivrigt koner og nyder livet til fulde, og er stadig klar til at performe, når kameraet ruller. Men kan han bibeholde sin status og følge med tiden, når filmbranchen ændrer sig?

Manny Torres (Diego Calva) er endnu en håbefuld karakter i galleriet, der, ligesom Nellie, drømmer om at blive en del af magien. Han har dog ingen ønsker om at stå foran kameraet, men er tilfreds med at befinde sig i periferien. Ligesom Nellie, så finder han også vejen til et filmset, og bliver undervejs assistent for stjernen Jack Conrad, der uden stjernenykker behandler ham fair og værdsætter Mannys uvurderlige gåpåmod, der kan være den helt rigtige ressource, når man gerne skal have det umulige til at lykkedes på daglig basis.

Kort sagt er Babylon en fortælling om 1920’ernes Hollywood, hvor alt var muligt og en stjerne kunne fødes og falme igen på et splitsekund. Det var en kaotisk og vild tid, men hvor ville jeg ønske, at filmen kunne præsentere en handling, der hang en smule bedre sammen og stak bare et spadestik dybere. Men filmen er stadig seværdig på trods af det polemiske kludetæppe, der står i stedet for en sammenhængende handling, for instruktøren Damien Chazelle er mester til at skabe stemninger og smukke billeder.

Babylon kan streames på SkyShowtime (fra 6. juli)