Genre: Thriller
Biografpremiere: 4. oktober 2018
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Fanny Leander Bornedal, Johanne Louise Schmidt, Birthe Neumann
Instruktør: Christoffer Boe
Manuskript: Bo Hr. Hansen, Nikolaj Arcel og Mikkel Nørgaard
Længde: 119 min

Journal 64 er fjerde og sidste film om Afdeling Q, der bliver lavet af filmselskabet Zentropa, Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Forfatteren, Jussi Adler-Olsen, der har skrevet bogserien, har udtrykt, at han ikke er helt tilfreds med Nikolaj Lie Kass’ portrættering af Carl Mørck, så når rettighederne flytter til Nordisk Film, så bliver det med en ny Carl Mørck.

Anmelderne har aldrig været helt tossede med de tre første Afdeling Q-film Kvinden i buret (2013), Fasandræberne (2014) og Flaskepost fra P (2016), men de solgte tilsammen 2,2 mio. biografbilletter, så de har været en sjældent set publikumssucces for en dansk film.

Nu kommer fjerde film, og, ærlig talt, så er det fuldstændig lige meget hvad anmeldere siger til denne, for det bliver med garanti en kassesucces alligevel. Jussi Adler-Olsen har ramt en åre af underholdning, som en stor del af danskere sluger råt.

Fjerde film starter med en frustreret Assad, der for sidste gang prøver at nå ind til knudemanden Carl. Assad kan ikke mere og har fået en ny stilling i politiet, men de bliver dog nødt til at lægge deres uoverensstemmelser på hylden, da nogle håndværkere gør et uhyggeligt fund i en lejlighed i København. Bag en falsk væg finder de tre mumificerede lig, der sidder omkring et spisebord. Der er dækket op til en fjerde, så hvem var pladsen tiltænkt?

Det bliver en sag der trækker spor tilbage til et pigehjem på Sprogø, hvor der foregik skrækkelige ting i moralens navn. Noget tyder på at bagmændene har fortsat deres ugerninger, da hjemmet blev lukket, så Carl, Assad og Rose får travlt med at forhindre nye overgreb.

Godt makkerpar

Der er ingen tvivl om, at Journal 64 er en flot og velproduceret film, som man ikke ser meget af i dansksprogede produktioner. Zentropa har ligeledes fundet et makkerpar med en uomtvistelig kemi i hovedrolleindehaverne Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas. Men alligevel sidder jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse, da mysteriet er løst, morderen er fundet og Carl og Assad igen er blevet forholdsvis gode venner.

Min største anke er, at historien bliver for konstrueret. At en morder gennem flere år konstruerer sit eget morbide kaffeslabberas i et hemmeligt rum i hendes lejlighed bliver aldrig tilfredsstillende forklaret. Filmen forsøger at komme med en slags forklaring, men den virker mærkelig påduttet.

Idéen med at inddrage pigehjemmet på Sorø er god, fordi det inddrager en lidet belyst del af Danmarkshistorien, som jeg i hvert fald ikke kendte meget til. Men igen, så virker det mere som en god basis for en historie, der aldrig bliver brugt ordenligt.

Man skal ikke kratte meget i historien, før den falder lettere fra hinanden, men det gør ærlig talt ikke så meget, når overfladen er så flot og underholdende som i Journal 64. Christoffer Boe og kompagni har begået en film, der absolut er en værdig afslutning på de fire film under Zentropa. Det er tomme kalorier, som var glemt kort tid efter jeg forlod biografen og mysteriet, der ellers burde være centralt i en krimi, bliver ærlig talt lidt fjollet. Men jeg synes, at Zentropa har fået det bedste ud af en tynd historie. Det bliver spændende at se, hvad Nordisk Film kan få ud af bogforlægget, når det nu er dem, der overtager rettighederne fra næste film.