Efter 00’erne virkede det som om den romantiske komedie langsomt men sikkert var ved at uddø. Men det er en genre, som Netflix har sat stort ind på at genrejse, og de har udgivet en kaskade af film indenfor meget kort tid. Mens nogle er overraskende gode, så er der andre, der er mildest talt rædselsfulde.

Den romantiske komedie er tit blevet betegnet som en lidt ufin genre, hvilket er en titel der ikke altid er velfortjent. Når genren er bedst, så er den lettilgængelig underholdning, hvor man altid er i lidt bedre humør bagefter, selvom man kender slutningen på forhånd. Det er dog også en genre, hvor der bliver produceret rigtig meget ragelse.

Her er fem glimrende romantiske komedier, som alle kan streames, og er perfekte til en doven søndag på sofaen:

1. ’To all the boys I loved before’ (2018)

’To all the boys I loved before’ er en af Netflix’s egne produktioner, der, siden den udkom d. 17. august, har fået ros hos både anmeldere og publikum. Det er en glimrende fortalt historie om generte high school-elev Lara Jean, der bliver tvunget til at tage affære i sit kærlighedsliv, da hendes kærlighedsbreve ved et uheld bliver sendt af sted til alle de fyre, hun nogensinde har været forelsket i.

Kan streames på Netflix

2. ’Set it up’ (2018)

‘Set it up’ er endnu en af Netflix’s egne produktioner, der udkom sidste år. Omdrejningspunktet er to assistenter, der begge har chefer, der ikke tænker på andet end arbejde. I et forsøg på at få mere fritid, så sætter de sig for at føre deres chefer sammen, men ender selvfølgelig selv med at udvikle følelser for hinanden i processen. Der er en fantastisk kemi imellem de to hovedrolleindehavere, som man fx kan se i pizzascenen, som mange snakkede om da filmen udkom.

https://www.youtube.com/watch?v=X-eRc9PF3TU

Kan streames på Netflix

3. ’Notting Hill’ (1999)

Det er svært at lave en liste over romantiske komedier uden at nævne ‘Notting Hill’. Fortællingen om en engelsk boghandler, der falder verdens største skuespillerinde er simpelthen blevet en nyklassiker, hvilket er helt fortjent.

Kan streames på Netflix og HBO Nordic

4. ’Clueless’ (1995)

Cher Horowitz er egentlig prototypen på en dum gås, men i Alicia Silverstones kærlige portræt er det svært ikke at holde af hende. Udover stadig at være en virkelig sjov teenkomedie, så er ‘Clueless’ en tidskapsel over alt der var skønt og kikset ved 90’erne.

Kan streames på Netflix

5. ’The Big Sick’ (2017)

Kumail Nanjiani er måske allerbedst kendt for den succesfulde serie ‘Silicon Valley’, som man kan se på HBO Nordic. Han står dog også bag en af de største indiehits sidste år, nemlig ‘The Big Sick’ som han har skrevet i samarbejde med sin kone. ‘The Big Sick’ er den virkelige historie om hvordan de mødtes, hvor de først må døje med kulturforskelle og sidenhen med en mystisk sygdom. Den er sød og rørende.

https://www.youtube.com/watch?v=PJmpSMRQhhs

Kan streames på Viaplay og Filmstriben