Dominic Toretto (Vin Diesel) har ikke venner, han har kun familie. Det har han fortalt publikum og alle andre, der gad at lytte lige siden den første Fast & Furious-film havde premiere i 2001. I The Fate of the Furious, som er ottende film i serien, vender han sig dog mod dem alle og slår sig sammen med cyberterroristen Cipher (Charlize Theron). Så hvad er der lods? Ikke så meget andet end endnu en god undskyldning for at sende Toretto og kompagni i krydsilden igen.
Det er den første film i serien uden Paul Walker, der døde i 2013, udover Tokyo Drift fra 2003. Hans tilstedeværelse og glimt i øjet mangler og film nummer 7 virkede egentlig som en fin afslutning for serien, fordi han fik lov til at køre ud i solnedgangen mod et lykkeligt familieliv. Resten af banden må dog kæmpe videre, men de får heldigvis også denne gang yderst kvalificeret hjælp af agent Hobbs (Dwayne Johnson).
Ellers er der ikke så meget nyt under solen. Serien bliver større og vildere for hver film, men på forunderlig vis slipper de afsted med det. The Fate of The Furious er en langt bedre film end det burde være på papiret. Historien er tynd, men fordi den blandt andet er bundet sammen med de andre film, så virker det alligevel ikke, som det er noget, de har fundet på i kaffepausen under optagelserne, ligesom eksempelvis mange af Transformers-filmene.
Selv om aktionsekvenserne er spektakulære, så er det ikke dem der er filmenes største force. Det er i stedet det broderskab, som Toretto (Vin Diesel) bliver ved med at tale om. Castet omtaler også sig selv som et broderskab og en familie, når de giver interviews, hvilket kun understreger båndet. Hvem ville ikke gerne have en gruppe, der ville køre en bil ud fra et fly for at redde dit liv?
Dette er en af de slags film, hvor du helst skal parkere hjernen ude ved popcornmaskinen i foyeren. Der er utrolig mange sekvenser, som er totalt urealistiske og dybt fjollede. Men for dælen, hvor er det også skægt. Jeg grinede fra øre til øre da Jason Statham og The Rock skændtes igennem et fængselsoprør, der kun var iscenesat for at de skulle undslippe, meget imod specielt Hobbs vilje. Det er de to skuespillere, der er højdepunktet for mig hele filmen igennem. De spiller to übermacho-mænd, men med tilpas meget glimt i øjet til endda at opveje for Vin Diesel, der virker til at tage sig selv noget mere seriøst.
Kort sagt: Testosteronen pumper hårdere end nogensinde, men The Fate of The Furious har så meget charme, at det lige akkurat stadig en seværdig film for os, der har andet end wife-beaters i garderobeskabet. Den er til tider plat og det er bestemt ikke en film, der kommer til at pryde min egen filmsamling, men det var trods alt to fornøjelige timer i biografmørket, som jeg bestemt ikke fortryder.
